Mind-kaos.

Igen.

Så jeg ordbrækker mig bare lige her.

Igen.

Jobsøgning. Forvirring. Penge. Tid. Arbejde. Usikkerhed. Planlægning. Dobbeltbookinger. Tegneserier. Drømme. Selvbebrejdelser. Zumba. Søvnmangel. Savn. Noter man ikke kan huske hvor hører til. Voksen. Børn. Lækkersulten. Benzinforbrug. Fitnesstørst. Hovedpine. Dyner. Sex. Søskendekærlighed. Oktobersolskin. Rodehoved. Endnu ikke fuldført indflytning. Musik. Kuldegysninger.

Jeg tror jeg skal lave en grundig to do-liste. Hvert øjeblik bliver jeg overhalet af ting jeg har sat mig for, og det grænser efterhånden til det ubehagelige. Og så skal jeg have dem listet i prioriteret rækkefølge ud fra en realistisk tidsramme.

Så jeg kan få taget stilling til alle de ting jeg tror jeg skal, og alle dem jeg rent faktisk skal. Det er god plan.

Igen.

Nu, godnat. Men først da, Les Twins på youtube, og to do-liste. Det er god plan.

JOBSAMTALE I MORGEN!

Jeg er så ekstatisk at jeg er i tvivl om hvorvidt jeg får sovet i nat. Det er så fedt at jeg skriger. Jeg burde tage en øl og køle ned. Helt ærligt.

Univers, jeg er desperat efter det job.

Frisk luft, korte shorts, solskin og øl.

Øl i små mængder, for mit vedkommende. Jeg er på pencillin.

En god dag er ovre. Min kickass lillebrors rugbyklub, ARK, har 40års jubilæum idag. Dagen bød på kampe med 1. og 2. division, live-musik, og helstegt pattegris. Afsted var jeg med mine søstre, min mor, min Odin, et par fætre og et par venner. Med fare for splinter i måsen sad vi linet på på de møre træhegn der omkranser banen, og cheerleadede for fuld hals. I 1. halveg hvor ARKs 1. divisionshold skal score nede i den ende hvor vi sidder, laver min lillebror et fedt try (hvilket er en "scoring", giver 5 point. Kan man så bagefter sparke den mellem stolperne giver det yderligere 2 point (jeg håber virkelig jeg har fattet det rigtigt nu...)). Vi skriger, mine søstre, min mor og jeg, så der er fare for vi bryder lydmuren, og min lillebror løber ned ad banen mens han griner så hans ansigt nærmest flækker.

Jeg er så pissestolt af min lillebror. Og jeg elsker at se ham spille. Jeg er hende der "skriger højere end mor, men med mere pondus", som min ene søster beskrev det, når jeg ser ham på banen.

Taknemmelighed. I træthed.

Jeg har virkelig brokket mig meget over alting de sidste to dage. At skulle undvære min kæreste ugen igennem begynder at trække tænder ud, og jeg bliver frustreret over ikke rigtig at bo nogen steder. Når jeg ikke er på arbejde sidder jeg med min computer og stener fordi jeg som oftest er for træt til andet - eller som en slags belønning for endelig at have noget fritid.

Siden vi flyttede til Århus har jeg, for at beholde mit arbejde i Sønderjylland, boet hos min farmor der bor tæt ved mit arbejde i 4 dage om ugen, og kørt til Århus for at holde weekend. Min farmor er en kvinde på 83, som efter et par fald i sit hjem inde for det sidste år, er blevet meget "ældre" på kort tid. Og selvom jeg holder meget af hende, så bliver den del af min fritid som jeg spenderer ved hende noget anstrengende. Er jeg i rum med hende og hun rejser sig og går er jeg bekymret for at hun falder, jeg skal forklare ting 117 gange, jeg skal udholde hendes klagen og jamren over tingenes tilstand og smerter i kroppen (som hun ikke har noget intentioner om at ændre på med aktiv indsats)... For at jeg føler jeg holder fri må jeg sidde på mit gamle værelse på loftet. Efter en lang dag har jeg behov for at koble hjernen fra og være alene. Jeg kan ofte ikke sætte mig i rum med hende og benytte min computer uden at blive "forstyrret". Og i guder hvor føler jeg mig som et uretfærdigt, utaknemmeligt menneske. For jeg vil så gerne have energi til at sidde og snakke med hende, og lave mad sammen med hende om tirsdagen, men det bliver ofte ikke - om det så er fordi der endnu mangler lidt rutine i det her arrangement, det ved jeg ikke, det håber jeg. Jeg kan hvertfald konkludere på et par faktorer der ikke gør det her arrangement nemmere, og det er for eksempel at jeg i den grad nedprioriterer min søvn på den her måde. Træthed og mangel på overskud går hånd i hånd. Hvor er det bare surt at natten er så fed at være vågen i!

Jeg er igen kommet til at jamre mig til mine patienter. De er heldigvis meget forstående, men en sagde at jeg skulle tale med nogen venner, eventuelt min mor, bare nogen, for ikke at brænde inde med det og gå kold. Og det er heller ikke ret professionelt at skulle coaches af sine patienter, jeg synes det stiller min evne til at være faglig og engageret i et dårligt lys.

For simpelthen lige at gøre noget andet end brok, så ville jeg gerne lige summere nogle gode ting op, som lige falder mig ind. Som jeg er taknemmelig for. Figurerer ikke i prioriteret rækkefølge.

Jeg har et godt arbejde, på trods af det ligger så langt væk. Jeg kender så utroligt mange søde mennesker igennem mit arbejde, som roser og støtter mig. Jeg har fået en kæmpe pose hyldebær og æbler idag af en utrolig venlig mand. Jeg har den dejligste kæreste. Jeg er hel endnu. Jeg har endelig fået en tandlægetid. Jeg har fået brændt noget krudt af ved Lars idag til crossfit. Jeg har bestilt billetter til min kæreste og jeg, vi skal på date - i teateret! Jeg har den skønneste store familie. Vores lejlighed i Århus er efterhånden blevet et rigtigt hjem. Jeg har mad til imorgen. Og mit vasketøj er færdigt, ergo kan jeg nu komme i seng. Og klokken er ikke engang midnat! Hurra!

Nattetid. Igen.

Og jeg er hamrende sulten. Jeg er sikker på at jeg går ned og finder noget at spise lige om lidt. Jeg skal på arbejde kl 8. Det er om 7 timer og 46 minutter. Mit Bones-afsnit slutter om 31 minutter. Jeg burde sove om... - 2 timer. Mindst.

Nørd-stuff.

Don Rosas komplette Disney-produktion i kronologisk rækkefølge udgives på dansk til efteråret i et begrænset oplag. I alt 2400 sider. Det skal kun koste små 4500 kr.

... Fik jeg sagt at jeg ikke har de 4500 kroner. Men at jeg har tænkt mig at bruge dem alligevel. Er du vimmer de skal på hylden.

Kl. 04:06

... ligger jeg vågen, læser lidt, efter at have samtalet med en skøn veninde helt til for en halv time siden. Lige nu sker der så det... at der er en muskel i min venstre balle der begynder at hoppe. Rigtig meget.

Twerk-mode - ON.

Der koges hjerne. Eller mave. Jeg ved det ikke.

Men ikke med mit samtykke. Og for bare at gøre det klart, så er der ikke nogen der rent fysisk koger noget lige nu... Ikke her hvertfald. Øjeblik, min kæreste er i køkkenet, ham garanterer jeg ikke for.

Jeg føler mig som et overhedet apparat, der trænger til at blive slukket, få en pause. Mine fødder snurrer, og mine lunger sitrer. Jeg går frem og tilbage flere gange, og synes der hele tiden er noget jeg har glemt som jeg bør huske. Er ikke tilfreds med noget som helst. Hviler ikke i noget som helst. Er kort for hovedet.

Sure mig. En mugmås, kaldte min kæreste mig.

At brokke sig over den samme ting flere gange.

... til flere forskellige mennesker. Det er lige før man indleder brokkeriet på den nøjagtigt samme måde hver gang. Man lyder efterhånden som en CD der hakker. 

Men det er noget jeg gør tit. Brokker mig, over småting, og gerne når jeg er på arbejde, for så kan jeg nå at fortælle det til RIGTIG mange. På en god dag har jeg 15 patienter igennem systemet, og mens de ligger på briksen taler vi ofte om løst og fast. Og har patienten ikke noget på hjerte, så brokker jeg mig gerne. Så kan vi også sympati-brokke os lidt.

Det er en spøjs adfærd, men det er altså bare ofte lettere at tage fat i noget jeg er træt af, end noget jeg er glad over. Måske er det også bare fordi jeg er et surt menneske, inderst inde. Eller også er jeg bare inde i en mere "moody" periode end jeg vil indrømme. 

Idag har jeg overført pengene for andelsboligen i Århus. Vores andelsbolig... Det er helt uhyggeligt. Jeg ser SÅ meget frem til at få en bekræftelse på at de har modtaget beløbet, jeg har haft ondt i maven siden jeg trykkede "godkend overførsel", også selvom jeg var alt igennem mindst 623 gange. 

Fredag, i stjernetegnet Disney Sjov.

Og igen er jeg alene hjemme.

Det har været en vild uge, jeg nurser en hovedpine på 4. dag nu, og jeg er en smuuule sølle. Skriver til min kæreste som er udenbys at jeg mangler ham herhjemme, sådan sølle.

Der er ellers sket mange spændende ting siden sidst! I ikke kronologisk rækkefølge;

Min smukke veninde Pernille var på besøg i april, hvor vores eneste prioritet var at skulle slappe af... Og spise tapas. At vi tog til Visby og så Trøjborg, hilste på køer, drak rødvin og grinede af skæve optrædener fra Kolding, det var bare en ekstra bid af den gode kage.

Jeg var ude og gå i bare tæer for første gang i år, på stranden oppe ved Lodbjerg Fyr. I et ræs med min yngste søster endte mine sko i en pøl af vådt sand, og da solen skinnede blev jeg modig og smed gangtøjet. Sandet var varmet op af solen, og det var skønt at tage hul på en af de varme dages glæder - bare fødder. At fødderne blev godt sandblæste af den skarpe vind - det udelader jeg bare lige...

Vi har opsagt vores lejlighed i Tønder. Kæresten min har søgt uddannelse i Århus, og det betyder at vi nu rykker mod nord. Vi har tilmed fundet en lejlighed i Århus, og nogle af vores gode venner som også flytter til smilets by, har sagt ja til en lejlighed i samme kompleks. De bosætter nummer 24, og vi besætter nummer 13. Det bliver vildt fedt!

I sidste weekend var jeg på akupunkturkursus i Horsens, sammen med min kollega Solveig. Fredag til søndag, 9-17... Det var hårdt at skulle på arbejde mandag morgen.
Men nå, IMS-akupunktur var det, super interessant. Så nu må jeg behandle med nåle fra lænden og ned. Adskillige har allerede haft den særprægede fornøjelse af at være prøvekanin, med stor succes. Min lillebror inklusive, som jeg på supercool manér gav akupunktur i lænden mens Eurovision kørte på tv'et.
Knap så cool var jeg, da jeg skulle demonstrere hele molevitten herhjemme overfor min meget bekymrede kæreste. Der endte miseren med at jeg fik lidt ufrivillig og meget pludselig akupunktur i venstre lillefingerspids...

Lige nu sidder jeg og læser en super interessant blog omkring kropsidealer, med fokus på kvindekroppen, men det skyldes vist lige så meget at det er en kvinde der har funderet bloggen. Jeg er ikke nået så dybt ind i den endnu, men det jeg har læst er rigtig godt!

Nu vil jeg rejse mig, hente vasketøj, og... fundere over hvad jeg skal have på til konfirmation i morgen.

Weekend lige om lidt, yessss.

Noget af det gode ved torsdag? Det er at det snart er fredag, hvilket betyder weekend.

Jeg kan godt blive lidt bekymret over, at jeg sådan overlever fra weekend til weekend. At jeg kæmper mig igennem ugen, for så at trække vejret dybt på vej hjem i bilen fredag.
Jeg skal være bedre til at være på forkant med tingene. Og så få etableret en ordentlig døgnrytme. Så kan det være jeg begynder at få energi til at leve i hverdagene.

Brrr.

Sløjhed og træthed.

En weekend helt uden planer, og så synker skuden. Jeg er bare energiforladt, sløj, og har svært ved at få næring ned, selvom det føles som om at jeg er smaddersulten. Hurra lørdag.

Lidt opad.

Alting bliver lidt bedre når solen skinner. Alt i alt kan jeg se tilbage på en rar dag, som blandt andet har indeholdt 2 timers volley, hvilket da i den grad er tiltrængt. Så kan det være jeg kan få lidt boldføling igen... Det er søde mennesker jeg spiller med, og det er også rart at møde nye mennesker!

Mht. fartbøden; set i retrospekt tror jeg egentlig jeg har lært en vigtig lektie. For jeg har egentlig altid kørt for stærkt, jeg har en hel anden ro over mig nu når jeg kører. Prioriterer at komme ud 5 minutter før, istedet 5 minutter for sent, osv. Det er dyre lærepenge, men hvis jeg skal fordele det ud over alle de gange jeg VED jeg har kørt for stærkt, så kan jeg næsten se igennem fingre med det.

Nu skal jeg bare nyde min the, æbler, gulerødder og peanutbutter. Det lyder virkelig helse-freak-agtigt, men så skulle I vide hvad jeg har spist resten af dagen. Varm kakao og leverpostej går ikke sammen, kan jeg fortælle.

Op på hesten igen...

Med sidste blogindlæg in mente, tror jeg ikke nogen havde forestillet sig at jeg var frisk og klar til verden igen. Slet ikke allerede idag, men hvad hulen, jeg sigter højt. Dog, når dagen starter med at man snoozer i lidt over 45 minutter, så ved jeg godt at jeg har tabt. 

Dagen går i en døs, nedslidte tommelfingre, ægge-sandwich, planlægning af gennemgang af personalehåndbogen over en flaske rødvin... For så at afsluttes på den efterskole, hvor jeg kører ud og ser til ungerne på stedet, frem for at de skal ud på klinikken. Dér oplever jeg egentlig gode resultater, og er helt fortrøstningsfuld da jeg kører hjem...

... for så at få en fartbøde. 

Tal om at få ødelagt den smule initiativ jeg trods alt havde skrabet sammen. 

Nå, men nu kan det vel kun gå op ad igen.

At nå dertil igen.

Nu har jeg, grundet problemer i arbejdsmiljøet på mit arbejde, været tvunget til at fundere EKSTRA meget over hvad for følelser og tanker jeg bærer rundt på. Hvilke forventninger jeg har, hvilke frustrationer der er, og så videre. Og ikke nok med, at jeg skulle redegøre for mine egne indre tumulter, jeg var også nødt til langt hen ad vejen at gøre rede for min kollegas, da hun var nået ned på et punkt hvor hun havde svært ved at sætte ord på, og ikke kunne forholde sig til at det pludselig var NU det skulle redes ud.

Vi har talt om sygemeldinger. Vi har talt om stress. Vi har talt om at skifte arbejde (hvilket under alle omstændigheder er aktuelt for mig, da jeg flytter senest ved årsskiftet).

Pludselig i denne uge gik det stærkt, jeg havde fået overbevist min kollega om at et møde med vores leder var nødvendigt, så i tirsdags satte vi os for at tage hul på bylden. Og så tog det yderligere fart. I denne uge har vi holdt i alt omkring 7 timers møde, fordelt over tirsdag, onsdag og fredag. Jeg har været så, så, SÅ drænet. Jeg har intet fået lavet af alt det jeg havde planlagt, jeg har negligeret min faglighed, og i weekenden der har været kan jeg mærke optræk til en nedtur. Jeg var ellers glad, efter omstændighederne, da vi skiltes efter mødet i fredags (som var trukket ud med halvanden time), men så gik det også bare ned ad bakke derfra. Da havde jeg nået et punkt, hvor jeg havde været tvunget så langt ned i mine følelser, at jeg ikke kunne rationalisere mig op igen, selvom jeg virkelig har prøvet.

Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg har svært ved at sætte ord på. Ikke mindst fordi, at de problemer der har været på arbejde har fået lov til at fylde så meget, at det er begyndt at blande sig med de problemer der er herhjemme. Og nu er den jernskjorte jeg har båret siden starten af januar ved at være meget tung.

For mig er det langt hen ad vejen et valg om jeg er glad eller ej. Selvfølgelig er der forhold der spiller ind her, som er sværere og tungere at gøre ved, eller som ikke er mulige at ændre på, men langt hen ad vejen er det noget jeg selv kan bestemme. Det kræver en enorm viljestyrke, for størstedelen af mig vil helst bare krybe ind under dynen igen, og vente på det går over, i en naiv forhåbning om at jeg pludselig en dag vågner og så er alt solrigt og der er ikke længere noget der gør ondt.

Jeg har svært ved at indrømme over for mig selv at det gør ondt. Derinde hvor det er allerværst. Jeg kan mærke at jeg får svedige håndflader, og mit hjerte ræser afsted. Jeg får kvalme, og gelé i knæene.

Jeg er så bange for at være ked af det, for jeg frygter at jeg ikke kan stoppe igen.

Mavepine.

Om det er den månedlige periode, en hård uge på arbejdet, måske-jeg-snart-bliver-syg, hjemve, tristhed, eller om det er en halve liter is jeg lige har stoppet i hovedet der er årsag til mavesmerterne, det er ikke til at sige.

Endnu et år er gået.

Det er vel omkring et år siden mit sidste indløg her på bloggen gled ind. Så... her er en lille opdatering. I helt korte vendinger. Ikke at jeg ikke vil fortælle, men det er langt over min sengetid, og der er altså gået et helt år.

I måske (vist faktisk næsten) kronologisk rækkefølge:

1. 2013 blev året jeg mødte Les Twins. I ams in love.

2. Jeg blev færdig som fysioterapeut sommer 2013, med alt hvad der der tilhører; emblem, autorisation, fagforening, a-kasse...

3. Oplevede i omkring 3 måneder ledighedens håbløshed.

4. Blev kastet i virksomhedspraktik i Løgumkloster, på en klinik jeg ikke anede eksisterede.
4.a. At jeg skulle til Løgumkloster fordrede at jeg måtte blive komfortabel med at køre bil. Det tog lidt tid - og mange generende motorstop i krydser og inden rundkørsler samt megen banden og svovlen - men nu kører det. Bogstavelig talt, tøhø.

5. Der har jeg så været siden. Forhåbentlig med en "fastansættelse" i sigte. Når de nu kalder det vikariater, selvom man ikke vikarierer for nogen, synes jeg det bliver lidt sløret. Men - faktum er, at jeg er der 30 timer om ugen, agerer fysioterapeut, holdinstruktør, og fitnessbums. Det er ret hyggeligt.

6. Min kæreste fik kanel for en lille måned siden i anledning af hans 25 års fødselsdag. Til dem der ikke kender denne tradition er det noget der sker for de som fylder 25 og ikke endnu er enten forlovede eller gift. Jeg er faktisk ikke helt ansjos med hvordan det nu lige er.
En uge forud for hans fødselsdag drillede han mig med, at han ville nå at fri inden for at slippe for kanel, for at jeg så på hans fødselsdag meget frustreret måtte insistere på at få en klar udmelding på om han ville fri eller ej - efter at have gået en hel dag med sommerfugle i maven.

7. Jeg har erkendt nødvendigheden af døgnrytmer.

8. Mange af de ting min mor har gjort i mange år, som jeg måske aldrig helt har forstået, forstår jeg pludselig nu hvor jeg selv har et fast arbejde. Hvordan hun har haft energi og overskud til at bikse ordentlig aftensmad sammen, eller bage boller, efter en lang arbejdsdag. Hvor jeg, da jeg boede hjemme, tit har tænkt: "Hvorfor lægger du dig ikke lige kort på sofaen og tager en slapper, dame?" Det er da fordi det er nødvendigt, hverdagen skal jo hænge sammen, hvis man vil have aftensmad skal den laves, vil man have boller til madpakken skal de bages, og så videre.

9. Jeg er begyndt på et nyt fitnessprojekt. Megagriner, tænker jeg, nu jeg scroller de gamle indlæg igennem, for det gjorde jeg også for omkring et år siden, og det holdt slet ikke så længe som jeg havde håbet. Men det gør det denne gang. Nemlig. Basta. Bum.

10. Jeg har lært at nålebinde, oslo-sting down! Første sok er næsten færdig. Manden skal have et par, da jeg i et svagt øjeblik kom til at krympe de han købte sidste år i Ribe (så de passer mig, eeej hvor ærgerligt...). Det skal siges, det er det tætteste jeg nogensinde er kommet på en oprigtig skideballe fra hans side af. Der var jeg sørenjensemig ikke populær. MEN jeg havde lidt svært ved at finde mig i at de sokker bare skulle luftes! Efter et halvt år hvor han næsten havde brugt dem hver dag, havde de ikke på et eneste tidspunkt set vand. De kunne gå selv. Jeg siger det bare.

11. Jeg glæder mig til at skulle have børn. The need is real. Og så taler vi ikke mere om det.

12. Jeg har været i Egypten! Med hende den labre Tutterpigen! Og danse mavedans!

Her står jeg og betragter solnedgangen i Sinai-ørkenen. Jeg står på et mindre bjerg, og lige bag mig var der en million kilometer ned. Jeg er højde"nervøs", men jeg måtte bare op og se. Og skynde mig ned igen, for når solen går ned, så går den altså ned! - helt mørkt det bliver, og så er det svært at kravle ned!

... Nu endte det jo med et helt halvlangt indlæg alligevel.
Jeg vender tilbage.
Bisous!