Nu har jeg, grundet problemer i arbejdsmiljøet på mit arbejde, været tvunget til at fundere EKSTRA meget over hvad for følelser og tanker jeg bærer rundt på. Hvilke forventninger jeg har, hvilke frustrationer der er, og så videre. Og ikke nok med, at jeg skulle redegøre for mine egne indre tumulter, jeg var også nødt til langt hen ad vejen at gøre rede for min kollegas, da hun var nået ned på et punkt hvor hun havde svært ved at sætte ord på, og ikke kunne forholde sig til at det pludselig var NU det skulle redes ud.
Vi har talt om sygemeldinger. Vi har talt om stress. Vi har talt om at skifte arbejde (hvilket under alle omstændigheder er aktuelt for mig, da jeg flytter senest ved årsskiftet).
Pludselig i denne uge gik det stærkt, jeg havde fået overbevist min kollega om at et møde med vores leder var nødvendigt, så i tirsdags satte vi os for at tage hul på bylden. Og så tog det yderligere fart. I denne uge har vi holdt i alt omkring 7 timers møde, fordelt over tirsdag, onsdag og fredag. Jeg har været så, så, SÅ drænet. Jeg har intet fået lavet af alt det jeg havde planlagt, jeg har negligeret min faglighed, og i weekenden der har været kan jeg mærke optræk til en nedtur. Jeg var ellers glad, efter omstændighederne, da vi skiltes efter mødet i fredags (som var trukket ud med halvanden time), men så gik det også bare ned ad bakke derfra. Da havde jeg nået et punkt, hvor jeg havde været tvunget så langt ned i mine følelser, at jeg ikke kunne rationalisere mig op igen, selvom jeg virkelig har prøvet.
Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg har svært ved at sætte ord på. Ikke mindst fordi, at de problemer der har været på arbejde har fået lov til at fylde så meget, at det er begyndt at blande sig med de problemer der er herhjemme. Og nu er den jernskjorte jeg har båret siden starten af januar ved at være meget tung.
For mig er det langt hen ad vejen et valg om jeg er glad eller ej. Selvfølgelig er der forhold der spiller ind her, som er sværere og tungere at gøre ved, eller som ikke er mulige at ændre på, men langt hen ad vejen er det noget jeg selv kan bestemme. Det kræver en enorm viljestyrke, for størstedelen af mig vil helst bare krybe ind under dynen igen, og vente på det går over, i en naiv forhåbning om at jeg pludselig en dag vågner og så er alt solrigt og der er ikke længere noget der gør ondt.
Jeg har svært ved at indrømme over for mig selv at det gør ondt. Derinde hvor det er allerværst. Jeg kan mærke at jeg får svedige håndflader, og mit hjerte ræser afsted. Jeg får kvalme, og gelé i knæene.
Jeg er så bange for at være ked af det, for jeg frygter at jeg ikke kan stoppe igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar