fredag den 29. juni 2012

Status quo!

G'dag. Aften. Mener jeg. Fredag aften.

Jeg sidder solidt plantet i mit yndlingshjørne i sofaen, hækler smøgpauseefterladensskabsskjuler og nøglepung til min bedre halvdels rollespilsudstyr. Alt imens kører et Fez'ligt Show, Ørkenens Sønner, over tv-skærmen, og jeg hviler behageligt stængerne oven på de sidste dages nystartede løbetræning - jeg må indrømme, at jeg er noget øm.
Sommerferie er endnu ikke nogen skidt ting, og jeg må sige, at jeg i denne uge bare har nydt at kunne begrave mig i skønlitteratur, kreative projekter, løbeture og workouts, film, og gode timer med manden når han har haft fri. Igår morges stod han tidligt op - jeg fik strenge ordrer på at blive liggende, og da han så kaldte, havde han anrettet stor morgenmad med friske rundstykker og blødkogte æg ved stuebordet. Ja, mon ikke man blev ekstra varm og fuzzy indenvendig, lige pludselig. :)

Jeg har faktisk mange projekter jeg gerne vil fortælle lidt om, men det er som om min hjerne har sagt godnat for i aften. Jeg vender tilbage senere, forhåbentlig med billeder af sagerne.
Nu vil jeg hækle videre - og gå ud og hælde den kop jordemorkaffe jeg har præsteret at lave ud i håndvasken! Øv den er stærk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar