Noget af det gode ved torsdag? Det er at det snart er fredag, hvilket betyder weekend.
Jeg kan godt blive lidt bekymret over, at jeg sådan overlever fra weekend til weekend. At jeg kæmper mig igennem ugen, for så at trække vejret dybt på vej hjem i bilen fredag.
Jeg skal være bedre til at være på forkant med tingene. Og så få etableret en ordentlig døgnrytme. Så kan det være jeg begynder at få energi til at leve i hverdagene.
Brrr.
torsdag den 27. marts 2014
lørdag den 22. marts 2014
Sløjhed og træthed.
En weekend helt uden planer, og så synker skuden. Jeg er bare energiforladt, sløj, og har svært ved at få næring ned, selvom det føles som om at jeg er smaddersulten. Hurra lørdag.
fredag den 21. marts 2014
Lidt opad.
Alting bliver lidt bedre når solen skinner. Alt i alt kan jeg se tilbage på en rar dag, som blandt andet har indeholdt 2 timers volley, hvilket da i den grad er tiltrængt. Så kan det være jeg kan få lidt boldføling igen... Det er søde mennesker jeg spiller med, og det er også rart at møde nye mennesker!
Mht. fartbøden; set i retrospekt tror jeg egentlig jeg har lært en vigtig lektie. For jeg har egentlig altid kørt for stærkt, jeg har en hel anden ro over mig nu når jeg kører. Prioriterer at komme ud 5 minutter før, istedet 5 minutter for sent, osv. Det er dyre lærepenge, men hvis jeg skal fordele det ud over alle de gange jeg VED jeg har kørt for stærkt, så kan jeg næsten se igennem fingre med det.
Nu skal jeg bare nyde min the, æbler, gulerødder og peanutbutter. Det lyder virkelig helse-freak-agtigt, men så skulle I vide hvad jeg har spist resten af dagen. Varm kakao og leverpostej går ikke sammen, kan jeg fortælle.
Mht. fartbøden; set i retrospekt tror jeg egentlig jeg har lært en vigtig lektie. For jeg har egentlig altid kørt for stærkt, jeg har en hel anden ro over mig nu når jeg kører. Prioriterer at komme ud 5 minutter før, istedet 5 minutter for sent, osv. Det er dyre lærepenge, men hvis jeg skal fordele det ud over alle de gange jeg VED jeg har kørt for stærkt, så kan jeg næsten se igennem fingre med det.
Nu skal jeg bare nyde min the, æbler, gulerødder og peanutbutter. Det lyder virkelig helse-freak-agtigt, men så skulle I vide hvad jeg har spist resten af dagen. Varm kakao og leverpostej går ikke sammen, kan jeg fortælle.
tirsdag den 18. marts 2014
Op på hesten igen...
Med sidste blogindlæg in mente, tror jeg ikke nogen havde forestillet sig at jeg var frisk og klar til verden igen. Slet ikke allerede idag, men hvad hulen, jeg sigter højt. Dog, når dagen starter med at man snoozer i lidt over 45 minutter, så ved jeg godt at jeg har tabt.
Dagen går i en døs, nedslidte tommelfingre, ægge-sandwich, planlægning af gennemgang af personalehåndbogen over en flaske rødvin... For så at afsluttes på den efterskole, hvor jeg kører ud og ser til ungerne på stedet, frem for at de skal ud på klinikken. Dér oplever jeg egentlig gode resultater, og er helt fortrøstningsfuld da jeg kører hjem...
... for så at få en fartbøde.
Tal om at få ødelagt den smule initiativ jeg trods alt havde skrabet sammen.
Nå, men nu kan det vel kun gå op ad igen.
mandag den 17. marts 2014
At nå dertil igen.
Nu har jeg, grundet problemer i arbejdsmiljøet på mit arbejde, været tvunget til at fundere EKSTRA meget over hvad for følelser og tanker jeg bærer rundt på. Hvilke forventninger jeg har, hvilke frustrationer der er, og så videre. Og ikke nok med, at jeg skulle redegøre for mine egne indre tumulter, jeg var også nødt til langt hen ad vejen at gøre rede for min kollegas, da hun var nået ned på et punkt hvor hun havde svært ved at sætte ord på, og ikke kunne forholde sig til at det pludselig var NU det skulle redes ud.
Vi har talt om sygemeldinger. Vi har talt om stress. Vi har talt om at skifte arbejde (hvilket under alle omstændigheder er aktuelt for mig, da jeg flytter senest ved årsskiftet).
Pludselig i denne uge gik det stærkt, jeg havde fået overbevist min kollega om at et møde med vores leder var nødvendigt, så i tirsdags satte vi os for at tage hul på bylden. Og så tog det yderligere fart. I denne uge har vi holdt i alt omkring 7 timers møde, fordelt over tirsdag, onsdag og fredag. Jeg har været så, så, SÅ drænet. Jeg har intet fået lavet af alt det jeg havde planlagt, jeg har negligeret min faglighed, og i weekenden der har været kan jeg mærke optræk til en nedtur. Jeg var ellers glad, efter omstændighederne, da vi skiltes efter mødet i fredags (som var trukket ud med halvanden time), men så gik det også bare ned ad bakke derfra. Da havde jeg nået et punkt, hvor jeg havde været tvunget så langt ned i mine følelser, at jeg ikke kunne rationalisere mig op igen, selvom jeg virkelig har prøvet.
Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg har svært ved at sætte ord på. Ikke mindst fordi, at de problemer der har været på arbejde har fået lov til at fylde så meget, at det er begyndt at blande sig med de problemer der er herhjemme. Og nu er den jernskjorte jeg har båret siden starten af januar ved at være meget tung.
For mig er det langt hen ad vejen et valg om jeg er glad eller ej. Selvfølgelig er der forhold der spiller ind her, som er sværere og tungere at gøre ved, eller som ikke er mulige at ændre på, men langt hen ad vejen er det noget jeg selv kan bestemme. Det kræver en enorm viljestyrke, for størstedelen af mig vil helst bare krybe ind under dynen igen, og vente på det går over, i en naiv forhåbning om at jeg pludselig en dag vågner og så er alt solrigt og der er ikke længere noget der gør ondt.
Jeg har svært ved at indrømme over for mig selv at det gør ondt. Derinde hvor det er allerværst. Jeg kan mærke at jeg får svedige håndflader, og mit hjerte ræser afsted. Jeg får kvalme, og gelé i knæene.
Jeg er så bange for at være ked af det, for jeg frygter at jeg ikke kan stoppe igen.
Vi har talt om sygemeldinger. Vi har talt om stress. Vi har talt om at skifte arbejde (hvilket under alle omstændigheder er aktuelt for mig, da jeg flytter senest ved årsskiftet).
Pludselig i denne uge gik det stærkt, jeg havde fået overbevist min kollega om at et møde med vores leder var nødvendigt, så i tirsdags satte vi os for at tage hul på bylden. Og så tog det yderligere fart. I denne uge har vi holdt i alt omkring 7 timers møde, fordelt over tirsdag, onsdag og fredag. Jeg har været så, så, SÅ drænet. Jeg har intet fået lavet af alt det jeg havde planlagt, jeg har negligeret min faglighed, og i weekenden der har været kan jeg mærke optræk til en nedtur. Jeg var ellers glad, efter omstændighederne, da vi skiltes efter mødet i fredags (som var trukket ud med halvanden time), men så gik det også bare ned ad bakke derfra. Da havde jeg nået et punkt, hvor jeg havde været tvunget så langt ned i mine følelser, at jeg ikke kunne rationalisere mig op igen, selvom jeg virkelig har prøvet.
Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg har svært ved at sætte ord på. Ikke mindst fordi, at de problemer der har været på arbejde har fået lov til at fylde så meget, at det er begyndt at blande sig med de problemer der er herhjemme. Og nu er den jernskjorte jeg har båret siden starten af januar ved at være meget tung.
For mig er det langt hen ad vejen et valg om jeg er glad eller ej. Selvfølgelig er der forhold der spiller ind her, som er sværere og tungere at gøre ved, eller som ikke er mulige at ændre på, men langt hen ad vejen er det noget jeg selv kan bestemme. Det kræver en enorm viljestyrke, for størstedelen af mig vil helst bare krybe ind under dynen igen, og vente på det går over, i en naiv forhåbning om at jeg pludselig en dag vågner og så er alt solrigt og der er ikke længere noget der gør ondt.
Jeg har svært ved at indrømme over for mig selv at det gør ondt. Derinde hvor det er allerværst. Jeg kan mærke at jeg får svedige håndflader, og mit hjerte ræser afsted. Jeg får kvalme, og gelé i knæene.
Jeg er så bange for at være ked af det, for jeg frygter at jeg ikke kan stoppe igen.
søndag den 16. marts 2014
Mavepine.
Om det er den månedlige periode, en hård uge på arbejdet, måske-jeg-snart-bliver-syg, hjemve, tristhed, eller om det er en halve liter is jeg lige har stoppet i hovedet der er årsag til mavesmerterne, det er ikke til at sige.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)