Ak ja. Nu blev det tid til en update. Som muligvis bliver lidt rodet, men så skulle i prøve at være inde i mit hoved... Se, der er kaos.
Jeg er, af sære årsager, blevet hyper-fucking-stresset. Og det værste ved det hele er, at jeg har intet at være synderligt stresset over - dvs. HVAD HULEN GØR MAN? Jeg sidder bare, og har ticks over hele kroppen, som en fastlåst duracell-kanin, og kan ikke finde hoved og hale i hvad jeg bør give mig til for at lette kattepinen.
Det er hvad jeg på godt jysk vil beskrive som TRÆLS!
Det forholder sig sådan, at manden min og jeg flytter sammen, hvilket jeg ser ustyrligt meget frem til. Jeg er efterhånden kommet over perioden hvor jeg synes det er skræmmende, nu bliver det jo pludselig vældig seriøst, man binder jo nogle økonomiske bånd også nu. Og jeg har fået aflivet min apokalyptiske tankegang - for det skal sgu nok gå det hele. Det bliver smaddergodt. Vi glæder os begge, og jeg er også så småt begyndt at pakke min lejlighed sammen. Simpelthen for at være sikker på at jeg kan være ude, hvis der er en potentielt ny lejer pr. første juli. Åh gud, jeg har hysterisk meget tøj...
Jeg havde i starten det lidt svært med at fortælle det til folk. Ikke fordi jeg ikke vil dele min glæde, eller indvi folk i hvad jeg går og laver - det er jo noget stort for mig! - men jeg var bange for at det ville hyle mig ud af den. Folk bliver jo interesserede og nysgerrige, og så skal man konstant svare på hvordan det går, hvad vi har fundet på, hvornår vi flytter, har I talt om at nu skal have børn og - hjælp! Nu bliver det for meget. Og pludselig kommer folk man ikke har fortalt det til og spørger om det nu er rigtigt, flytter I nu sammen, for vi har hørt sådan og sådan... Og, på den ene side synes jeg at jeg bare skal glæde mig. Over at, JA, det gør vi, og I må gerne vide det. På den anden side har jeg det slet ikke rart med al den opmærksomhed. Jeg vil gerne glæde mig i fortrolig stilhed sammen med ham min prins på den ottebenede hest.
Det værste ved at jeg har det som jeg har det, synes jeg, er, at det til en hvis udstrækning overskyggede glæden. Og sådan skal det ikke være. Jeg har brug for at få styr på trådene igen, for at kunne overskue det hele, og ikke mindst overkomme både at være mig selv, kæreste, veninde, studerende, snarligt flyttende, og alt hvad der ellers måtte være. Det burde ikke være så svært som jeg synes det har været, lige kort. Håber det bliver bedre. Jeg har taget mig en dag hjemme, hvor jeg lige får ro på, trækker vejret dybt, tager et skridt af gangen. Finder mit Zen!
 |
| I balanceeeee... |
Det var helt væmmeligt igår. Ikke mindst fordi, at når jeg har det sådan her, så føler jeg mig enormt udsat. Jeg bliver nervøs omkring andre mennesker, og taler meeega meget, for at dække over det - og det ender som regel med at jeg giver mig selv en facepalm og fortryder at jeg i det hele taget var stået ud af sengen om morgenen. Pisogså, altså.
Men men. I eftermiddag kommer den udkårne forbi til lidt god mad, hygge og forhåbentlig MERE hygge. Jeg har, også for at give mig selv muligheden for at slippe min faglitteratur, været på biblioteket og lånt noget lækker skønlitteratur i fantasy-genren (det bliver jeg aldrig træt af), af en underskøn forfatter ved navn Tamora Pierce. Fuck Avatar langt op i al dens magt og vælde, hvis der er et univers jeg gerne ville leve i, så er det dem hun beskriver. Avatar er en god film, utrolig flot, men det bare en nyfortolkning af Pocahontas. *dodges flying rocks*
Nu vil jeg flygte ud i verden, praktisere nogle nye ansigtsudtryk, og spise lidt frokost. Denne update var uden tvivl random for the random, og jeg overvejer hvorvidt andre kan identificere sig med hvad end jeg forsøgte at sige med min beskrivelse af mit status quo... Men here goes:
Ses derude, guys.
Dagens citat: "Man bli'r så blød som en killiiiing..." (gæt en Disney-film, kom så!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar