Kender I det med døgrytme?

2 timers transport. HVER vej. Jeg er blevet dygtig til at selvstudere.

Det forholder sig så til gengæld sådan, at døgnrytmen - denne irriterende størrelse vi alle har måttet stille os til ansvar over for - ikke sådan lige er til at diskutere med. Den kører sit eget liv, og i et samfund som vores, med natarbejde, dovne teenagere (og os andre) der sover hele tiden, uregelmæssige arbejdstider og stress, så er det noget som man bør forholde sig til. Kaffe. Og så videre og så videre.
Jeg nævner det her, for når jeg så vælger at blive hjemme, så er jeg - som den periodevist dovne las jeg nu er - ustyrligt tilbøjelig til at ligge og snue den i min seng til langt op ad formiddagen. Skipper morgenmaden, og hopper direkte på frokost. Til gengæld bliver jeg så også absurd længe oppe, sidder foran computerskærmen og sumper. Og når jeg har haft sådan et par dage, ender jeg med at sidde og finde tilværelsen decideret usammenhængende. Jeg er mere træt, sover meget, kvaliteten af søvnen kan diskuteres (det har også andre grunde, tror jeg), og ja... Andre der kender billedet?

Nå. Men jeg researchede lidt på emnet, here goes:

Ens døgnrytme lader sig overordnet set styre af den mængde lys man modtager i løbet af dagen. Det forklarer hvorfor man er siddet og faldet i søvn med bogen i skødet i den mørke stue, men så står og bliver irriterende frisk mens man står og børster tænder under den kraftige lampe over håndvasken. Kroppens indre ur bruger nemlig den mængde lys, der kommer ind gennem øjnene, som indikator på hvilken tid på døgnet det er.

Det kan forklares ved, at døgnrytmen styres af en lille gruppe nerveceller samlet i en lille kerne, som ligger dybt inde i hjernen. Nucleus Supramathicus, hedder den, forkortes til SCN. Inde i denne kerne findes et antal celler, som indeholder nogle meget specialiserede molekyler - clock genes - som styrer vores indre ur.
Den omtalte kerne er forbundet ved nervebaner til synsnerven og nethinden, og det er via denne forbindelse informationerne om de givne mængder af lys fra omgivelserne kommer. SCN har i øvrigt forbindelse til "koglekirtlen", corpus pineale, som producerer hormonet melatonin, som ud over at have en indvirkning på døgnrytmen, også har en hel masse at skulle have sagt i en del andre sammenhænge (det bliver for omfattende, det kommer jeg ikke ind på).

Søvn reguleres altså af nogle overordnede faktorer.
- Hvor længe vi er vågne
- Vaner og adfærd
- Døgnrytmen
             ...der jo som nævnt hovedsageligt styres af lys. Derudover er der mange af kroppens funktioner der følger en døgnrytme, som varierer med døgnet. Kropstemperatur, aktivitetsniveau, udskilning af hormoner (melatonin, kortisol m.fl.), mavesyreproduktion og urinproduktion.

Derudover er det vigtigt at sige, at der er noget der hedder A- og B-mennesker. Det må alle have hørt om. Forskellen på A- og B-mennesker er længden af deres "indre døgn". Hvor et almindeligt døgn er 24 timer, er det indbyggede døgn nærmere 25 timer. Dette kan variere, enormt meget, for nogle mennesker ligger det naturlige døgn på omkring 33 timer, mens døgnet er kortere end 24 timer for andre.

Der findes et tidspunkt, kaldet "nadir", som er døgnrytmens bundpunkt. Det er det tidspunkt man har allersværest ved at holde sig vågen. Til gengæld bliver man ikke automatisk mere træt, jo længere man holder sig vågen. Nadir ligger som tommelfingerregel 1-2 timer før normal opvågning.


Ja, en god artikel om døgnrytme her, her hentede jeg vist det meste jeg omtalte (jeg er et dårligt menneske).

Mit sidste ord: Pas din søvn. Dagen bliver altså så meget sjovere, hvis du spørger mig. (Dette var i høj grad lige så meget en personlig reprimande, lol)

Them good examples.

Dagens citat: "Don't waste daylight!" (skal udtales i supersonisk og overentusiastisk) - min mor er ophavsmanden til dette citat. Overvej hvor hårdt jeg er blevet pisket med de ord i al den tid jeg boede hjemme. xD

Tirsdag.

Tirsdag.

Ak ja. Nu blev det tid til en update. Som muligvis bliver lidt rodet, men så skulle i prøve at være inde i mit hoved... Se, der er kaos.
Jeg er, af sære årsager, blevet hyper-fucking-stresset. Og det værste ved det hele er, at jeg har intet at være synderligt stresset over - dvs. HVAD HULEN GØR MAN? Jeg sidder bare, og har ticks over hele kroppen, som en fastlåst duracell-kanin, og kan ikke finde hoved og hale i hvad jeg bør give mig til for at lette kattepinen.
Det er hvad jeg på godt jysk vil beskrive som TRÆLS!

Det forholder sig sådan, at manden min og jeg flytter sammen, hvilket jeg ser ustyrligt meget frem til. Jeg er efterhånden kommet over perioden hvor jeg synes det er skræmmende, nu bliver det jo pludselig vældig seriøst, man binder jo nogle økonomiske bånd også nu. Og jeg har fået aflivet min apokalyptiske tankegang - for det skal sgu nok gå det hele. Det bliver smaddergodt. Vi glæder os begge, og jeg er også så småt begyndt at pakke min lejlighed sammen. Simpelthen for at være sikker på at jeg kan være ude, hvis der er en potentielt ny lejer pr. første juli. Åh gud, jeg har hysterisk meget tøj...
Jeg havde i starten det lidt svært med at fortælle det til folk. Ikke fordi jeg ikke vil dele min glæde, eller indvi folk i hvad jeg går og laver - det er jo noget stort for mig! - men jeg var bange for at det ville hyle mig ud af den. Folk bliver jo interesserede og nysgerrige, og så skal man konstant svare på hvordan det går, hvad vi har fundet på, hvornår vi flytter, har I talt om at nu skal have børn og - hjælp! Nu bliver det for meget. Og pludselig kommer folk man ikke har fortalt det til og spørger om det nu er rigtigt, flytter I nu sammen, for vi har hørt sådan og sådan... Og, på den ene side synes jeg at jeg bare skal glæde mig. Over at, JA, det gør vi, og I må gerne vide det. På den anden side har jeg det slet ikke rart med al den opmærksomhed. Jeg vil gerne glæde mig i fortrolig stilhed sammen med ham min prins på den ottebenede hest.
Det værste ved at jeg har det som jeg har det, synes jeg, er, at det til en hvis udstrækning overskyggede glæden. Og sådan skal det ikke være. Jeg har brug for at få styr på trådene igen, for at kunne overskue det hele, og ikke mindst overkomme både at være mig selv, kæreste, veninde, studerende, snarligt flyttende, og alt hvad der ellers måtte være. Det burde ikke være så svært som jeg synes det har været, lige kort. Håber det bliver bedre. Jeg har taget mig en dag hjemme, hvor jeg lige får ro på, trækker vejret dybt, tager et skridt af gangen. Finder mit Zen!

I balanceeeee...

Satser jeg på...

Det var helt væmmeligt igår. Ikke mindst fordi, at når jeg har det sådan her, så føler jeg mig enormt udsat. Jeg bliver nervøs omkring andre mennesker, og taler meeega meget, for at dække over det - og det ender som regel med at jeg giver mig selv en facepalm og fortryder at jeg i det hele taget var stået ud af sengen om morgenen. Pisogså, altså.

Men men. I eftermiddag kommer den udkårne forbi til lidt god mad, hygge og forhåbentlig MERE hygge. Jeg har, også for at give mig selv muligheden for at slippe min faglitteratur, været på biblioteket og lånt noget lækker skønlitteratur i fantasy-genren (det bliver jeg aldrig træt af), af en underskøn forfatter ved navn Tamora Pierce. Fuck Avatar langt op i al dens magt og vælde, hvis der er et univers jeg gerne ville leve i, så er det dem hun beskriver. Avatar er en god film, utrolig flot, men det bare en nyfortolkning af Pocahontas. *dodges flying rocks*

Nu vil jeg flygte ud i verden, praktisere nogle nye ansigtsudtryk, og spise lidt frokost. Denne update var uden tvivl random for the random, og jeg overvejer hvorvidt andre kan identificere sig med hvad end jeg forsøgte at sige med min beskrivelse af mit status quo... Men here goes:

Ses derude, guys.
Dagens citat: "Man bli'r så blød som en killiiiing..." (gæt en Disney-film, kom så!)